Søvn og hvile er et basalt behov, som vi generelt er ret dygtige til at undertrykke. Det ligger i vores kultur, at vi synes det er okay at undertrykke trætheden og skære lidt ned på søvnen. Det betyder ikke så meget, tænker vi. ”Vi kan sove, når vi bliver gamle” osv.
Men at det er normalt i vores kultur at gradbøje vores søvnbehov er ikke ensbetydende med, at det er klogt. Vi ignorerer i virkeligheden, at søvn er livsnødvendigt.
Når vi sover renser kroppen sig selv, den oplader sig selv, og den lagrer alt det vi har lært i løbet af dagen.
Hvorfor skulle vi ellers have det behov indbygget, at vi skal sove – hvorved vi jo ligger i timevis i en hjælpeløs og udsat tilstand – hvis det ikke netop var fordi, der var en dyb mening med det?
Den dybe mening har vi bare overset i vores kultur. Vi har en indkodning der gør, at vi typisk føler os lidt flove og skamfulde, hvis vi har brug for en lur i løbet af dagen. Eller vi undskylder os, når vi bliver trætte og gerne vil i seng før de andre, som vi er sammen med.
At føle sig skyldig over at sove svarer til at føle sig skyldig over at trække vejret!
I vores moderne verden lever vi et liv, hvor vi materielt set intet mangler. Vi er godt dækket ind. Men at få dækket vores basisbehov, kniber det med. Vi kan ofte ikke møde os selv i vores behov uden at føle os lidt skyldige, forkælede, egoistiske, dovne eller slappe!
Og omvendt, at kunne overvinde vores basale behov bliver anset for at være lidt sejt og vidner om en særlig viljestyrke, som vi må efterstræbe.
Jeg husker, hvordan vi konkurrerede om at kunne sove mindst muligt, da jeg studerede på universitetet for 25 år siden. De sejeste var dem, der havde skruet deres søvn ned på 4-5 timer!
Det var udbredt dengang og blev anset for smart at skære ned på søvn. Vi er vist blevet klogere i dag, men tankegangen bag hænger stadig ved. Vi nedprioriterer næsten automatisk vores søvn, hvis vi har brug for at være effektive.
Men vi har brug for søvnen for at være effektive. Sover vi mindre end vi har behov for, bliver vi mindre effektive. Det gælder både på den korte og den lange bane.
Vi brug for 7-9 timers søvn hvert døgn og vi har brug for at svinge mellem aktivitet og hvile. Hver dag. Vi er ikke bygget til at ”køre på”. Hvis vi gør det, vil vores krop på et tidspunkt tvinge os til at tage hviletiden.
Vores kulturelle indkodning i forhold til søvn rammer os ekstra hårdt, når stressen overtager.
Kroppen beder meget tydeligt om søvn, ro og hvile, men vi har kvaler ved at opfylde det.
”Jeg er SÅ træt, men jeg får bare så dårlig samvittighed over at ligge på sofaen og ikke få lavet noget”…
”Jeg er bare træt, træt, træt hele tiden. Men jeg kæmper imod og holder mig igang, ellers bliver jeg så træt af mig selv. Og jeg frygter også at min mand bliver træt af mig”….
Jeg hører ofte udsagn som de her, når jeg starter et forløb op med en ny kunde.
Og jeg kan tydeligt huske, da jeg selv havde det nøjagtigt på dén måde. Da jeg var sygemeldt med stress havde jeg så svært ved at give slip og acceptere, at jeg havde brug for at hvile mig og sove rigtig meget. Min krop skreg på det, men alligevel føltes det bare så egoistisk og slapt. Kort sagt UFEDT.
Heldigvis fik jeg lært, at det netop er det modsatte af egoisme at hjælpe sig selv til at kunne fungere igen. At kroppens basisbehov skal prioriteres, og at vi må øve os i at være mere opmærksomme på dem. Fordi betydningen af basisbehov generelt fylder for lidt i vores kultur.
Derfor:
Giv dig selv den søvn og den hvile, som du har brug for.
Selvomsorg er vejen frem.
Når du bliver træt af dig selv og får dårlig samvittighed, så mind dig selv om, at du er i gang med at passe på dig selv. Du er i gang med at tage vare på dig selv, så du kan komme dig. Og det er forudsætningen for, at du igen kan være der for andre.
Lad være med at lytte til den indre stemme, der kan tale så hårdt til dig selv. Du fortjener at lytte til, hvad din krop fortæller dig i stedet.
Kroppen vil dig altid det bedste.
