Det er fredag morgen i børnenes efterårsferie og jeg har taget en fridag. Jeg vil til at stå op, da soveværelset pludselig snurrer rundt. Rigtig meget rundt. Trænger jeg mon til vand? Mad? Jeg støtter mig til væggene hen mod køkkenet og får noget vand og nogle mundfulde havregryn. Det kører stadig rundt. Det er som om jeg er i en karrusel i Tivoli. Men den her karrusel stopper ikke. Den bliver ved. Havregrynen kommer op igen. Det bliver sort og hvidt for øjnene og en skarp hyletone tænder i mit hoved. Jeg lægger mig helt ned på flisegulvet, så jeg ikke slår mig når jeg om lidt besvimer.
Da jeg vågner kører hele rummet stadig rundt og rundt. Min søn Magnus på 14 har hentet naboen og de ringer 112. Med opkast ned ad natkjolen og liggende der på gulvet er jeg pinligt berørt over at blive hentet af en ambulance for første gang i mit liv. Og jeg er bange. Er der noget der er helt helt galt? Eller er det bare noget, der snart går over igen og er helt harmløst? Inde på sygehuset bliver jeg undersøgt og scannet. Og heldigvis sendt hjem igen næste dag.
Jeg havde ikke fået en hjerneblødning.
Jeg havde fået stress.
Jeg var ikke selv i stand til selv at melde mig syg. Min mand måtte tage over og ringede til min chef og meldte mig syg. Hvad jeg i første omgang tænkte var et par dages sygemelding endte med at blive næsten et år før jeg kunne begynde at arbejde igen.
De første uger var de værste. Jeg har aldrig oplevet at være så svimmel i så lang tid. Jeg kunne ikke stå oprejst uden støtte. Og det blev ved. Og ved. Der skulle stå stole ved siden af sofaen, for ellers væltede jeg ned fra den.
Jeg var brændt sammen. Som om al energi var tappet. Jeg kunnet intet holde ud.
Svimmelheden satte en effektiv stopper for, at jeg kunne foretage mig noget som helst. Kunne ikke bruge min telefon eller arbejdspc for jeg kunne ikke ramme tasterne. Noget så simpelt som at tage et bad eller tage lidt mad var en kraftanstrengelse.
Jeg havde det elendigt. Var fysisk fuldstændig flad og sov rigtig meget. Jeg var fyldt med dårlig samvittighed over ikke at kunne passe mit arbejde og i chok over, at jeg pludselig kunne have det så dårligt. At jeg bare ikke længere fungerede. Gad vide om jeg ikke bare skulle tage mig sammen? Men min “jeg tager mig sammen”-knap virkede ikke mere. Jeg kunne ikke bare bide tænderne sammen, som jeg plejede. Hvordan kunne det pludselig ske?
Efterhånden blev jeg klar over, at min tilstand ikke var pludselig opstået, men havde været lang tid undervejs. Mange år undervejs faktisk. Der var masser af stresstegn, før jeg knækkede den dag i efterårsferien. I over et år vågnede jeg hver nat ved 03-tiden og lå vågen flere timer, mens tankerne myldrede rundt. Jeg vænnede mig til hovedpine og mavesmerter og nuppede et par ekstra panodiler, så jeg kunne komme gennem dagen. Jeg var syg mange gange med influenzasymptomer, snot og ondt i halsen. Infektionerne ville ikke slippe mig, og jeg passede mit arbejde selvom jeg var syg, fordi jeg syntes det var pinligt, at jeg skrantede så tit.
Jeg havde ikke skænket det en tanke, at jeg var alvorligt stresset. Jeg var bare irriteret over, at min krop ikke fungerede 100 pct. Jeg blev jo forsinket i mit arbejde og det var frustrerende.
Mit humør var ikke det samme, det havde jeg dog lagt mærke til. Jeg har altid været glad og fuld af energi. Det var jeg ikke mere. Jeg var begyndt at være forvirret og glemsom. Ikke bare småting, der smuttede fra hukommelsen, men også større ting, vigtige ting. Jeg var totalt udmattet, når jeg kom hjem fra arbejde. Jeg tænkte, at det nok bare var en overgang, så ville det blive bedre.
At det var stress-signaler, som jeg skulle tage alvorligt, tænkte jeg ikke over. Jeg havde jo altid kunnet lide at have travlt og mange bolde i luften. Jeg havde oplevet andre gå ned med stress, men aldrig tænkt på, at det også kunne ske for mig.
Fuld fart på motorvejen og helt ud i grøften
Jeg var blevet fartblind. Fra at have et liv med fart på og masser af aktivitet – blev jeg sendt helt ud af motorvejen, helt ud i grøften. Al energi var væk, min krop gjorde ondt alle vegne, og det var som min hjerne var stået af. Jeg kunne ikke tage stilling til noget og kunne ikke holde ud at tale med nogen i mere end få minutter. Jeg måtte sygemeldes på ubestemt tid. Der var ingen vej udenom.
I farten havde jeg glemt mig selv. Som i fuldstændig glemt mig selv. Jeg havde travlt med at passe mit arbejde, min efteruddannelse, min familie og mit hjem, venner og fritidsaktiviteter. Jeg følte mig privilegeret og syntes jeg var heldig, selvom jeg havde lidt meget om ørerne. Troede jeg passede på mig selv, når jeg tog en løbetur et par gange om ugen.
På den hårde måde fandt jeg ud af, at jeg på ingen måde passede på mig selv.
I dag betragter jeg det som en gave, at jeg måtte helt ned og bide i græsset i mange måneder. Min hæslige tur i stressland betød nemlig at jeg lærte noget vigtigt. Jeg lærte at komme hjem til mig selv, jeg lærte at prioritere, og forfølge mine egne drømme. Jeg lærte hvor skønt livet føles, når man har en sund balance. Og jeg lærte, hvordan jeg sikrer at jeg aldrig mister den balance.
Min rejse ud af stress har betydet, at jeg føler mig rig og lykkelig og mit liv folder sig ud mere end nogensinde før. Jeg ved det aldrig kan tages fra mig, fordi det kommer indefra, og ikke er betinget af noget som helst ydre.
I dag kan jeg hjælpe andre til at slippe fri af stress og opnå fred og balance. Det havde jeg ikke kunnet, hvis jeg ikke selv havde taget stress-turen. Det er en kæmpe gave.
Jeg fik en passion: at hjælpe andre ud af stress
Jeg elsker at se, hvordan den metode jeg har udviklet, hjælper hver eneste gang, jeg har et stressramt menneske i forløb hos mig.
Jeg har mennesker fra mange forskellige steder i Danmark i mine HeyStress-forløb, og jeg ved ikke noget bedre end at se lyset i deres øjne, når stressen slipper.
Hvis du vil høre mere om, hvordan du for evigt kan sige farvel til stress, er du hjertelig velkommen til at få en gratis afklarende samtale.
KONTAKTHeyStress
